Musk har bevist, at han kan bestemme over krigen i Ukraine. Nu blander han sig i den næste konflikt

Det var en velkomst, der normalt er forbeholdt udenlandske regeringschefer. Han blev budt velkommen i præsidentpaladset, og han fik en rundtur i landets parlament. Så slog han følge med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og sammen besøgte de skuepladsen for en krigs begyndelse. Under et par regnvåde paraplyer drog de til fods gennem en af de kibbutzer, der 7. oktober blev løbet over ende af Hamas-terrorister. Til sidst satte de to herrer sig bag hver sin mikrofon for at tale om krig og fred i Mellemøsten på et 23 minutter langt »pressemøde«. »Dit besøg beviser dit engagement for at sikre en bedre fremtid,« roste Netanyahu sin høje gæst under den livestreamede samtale uden spørgsmål fra pressen eller nogen andre. For Elon Musk er som bekendt ingen statsleder. Han er verdens rigeste mand. Han er indehaver af sit eget sociale medie, chef for sin egen rumfartsvirksomhed og boss for verdens største producent af elbiler. Og at en topchef ønsker al den anerkendelse, han kan få fra udenlandske regeringschefer, er hverken nyt eller overraskende. Det interessante er, at Israel – en regional stormagt i krig – valgte at give rigmanden en modtagelse, som var han en regeringschef. Forklaringen skal findes i krigens teknologi. Musk har allerede én gang bevist, at hans virksomheder giver ham magten til at forme en væbnet konflikt: krigen i Ukraine. Det samme kunne hans satellitbårne internet gøre i Israel og Gaza, og det vidste Netanyahu. Men denne gang bøjede Elon Musk af. Han indgik et kompromis med Netanyahu, og det fortæller i sig selv noget vigtigt om techbossernes rolle i moderne krig. På flugt fra en shitstorm For det var selvfølgelig ikke bare Netanyahu, der så muligheder i mødet. Elon Musk kom først og fremmest til Israel for at lægge låg på sin egen seneste shitstorm. Den er kun blevet værre de seneste uger, og den har fået annoncører og politikere fra begge amerikanske partier til at beskylde ham for at tillade og sprede antisemitisme på sit sociale medie, X. Det hele kulminerede, da Musk selv for et par uger siden citerede et opslag, der beskyldte jøder for at sprede »had mod hvide« og for at ønske sig »horder af indvandrere«. Det var »den virkelige sandhed«, skrev Musk. Samtidig har annoncører klaget over, at deres reklamer på X angiveligt vises side om side med opslag med racisme og Hitler-hyldest. Det fik blandt andre Apple og IBM til at trække al annoncering fra Musks platform. Ifølge virksomhedens egne beregninger kunne skandalen koste Musk op mod 75 millioner dollar i tabte indtægter. Derfor var besøget hos Netanyahu belejligt. Det skulle bevise, at Musk havde ret, når han bedyrede, at han »selvfølgelig er imod antisemitisme«, og at X virkelig bekæmper jødehad, eftersom topchefen modtages med åbne arme i Israel. Samtidig indledte Musk et taktisk tilbagetog i forhold til sine egne udtalelser om krigen i Gaza. Musk lovede for få uger siden, at han ville tilbyde satellitbåret internet til organisationer i Gaza, hvor både el og mobilforbindelser er blevet afbrudt af israelske bombardementer. Det kunne han gøre, eftersom han kontrollerer Starlink, der med over 5.000 satellitter i kredsløb om Jorden kan etablere en netforbindelse næsten hvor som helst uden brug af hverken master, kabler eller tilladelser fra en statsmagt. Den israelske regering var rasende. Kommunikationsminister Shlomo Karhi fordømte ideen og advarede om, at »Hamas vil bruge det til terroraktiviteter«. Forbindelsen var tiltænkt nødhjælpsorganisationer, men hvis militante fik adgang til den, så kunne det vitterligt få militær betydning. En netforbindelse i en krigszone er særligt afgørende for konfliktens teknologisk underlegne part, og den kan bruges til alt fra droner til militær kommunikation. Men kort før besøget indgik Musk et kompromis med Israel, og under besøget forsvarede han i stedet landets angreb i Gaza. »Det er intet andet valg end at dræbe dem, der insisterer på at dræbe civile,« sagde Musk. Musk holdt fast i ideen om en fremtidig netforbindelse til Gaza, men de israelske myndigheder får fuld kontrol over brugen af Starlink i både Israel og i Gaza. »Denne forståelse er afgørende,« skrev den israelske kommunikationsminister rosende på Musks eget sociale medie. Noget for noget Det er anden gang, at Elon Musks beslutninger har indvirkning på en krig, og forskellen til hans rolle i Ukraine er værd at bide mærke i. Ruslands krig mod Ukraine har om noget vist, hvad det er for en magt, Musk og de øvrige techbosser kan udøve på slagmarken. Microsoft har beskyttet Ukraine mod cyberangreb, og Amazon og Google har hjulpet med at sikre de offentlige it-systemer, som Rusland målrettet angreb under invasionen. Techgiganterne er med til at »afgøre, hvem der har fremgang og tilbagegang i en konflikt, herunder i krigen i Ukraine«, skriver professor ved Carnegie Mellon universitetet Audrey Kurth Cronin, der har en fortid som embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium. Det gælder ikke mindst Starlink-terminalerne. De har tilladt Ukraine at afværge Ruslands forsøg på at lamme sin modstander med nogle af verdens mest avancerede digitale støjsendere. Og de har tilladt Ukraine at flyve droner og dirigere artilleriangreb ved frontlinjen i øst. Lige indtil Elon Musk trak en streg i sandet sidste efterår. Ukraine måtte ikke bruge Starlink til at angribe russiske styrker på den besatte Krim-halvø, hvorfra de beskød ukrainske byer. Her forblev forbindelsen slukket. Krim er ellers ukrainsk territorium, men Musk foreslog allerede sidste år, at Ukraine kunne forære halvøen til Vladimir Putin som del af en fredsaftale. Samtidig pralede Musk ifølge en tidligere viceforsvarsminister i USA med, at han havde talt med Putin midt under krigen. Det har Musk dog siden afvist. Men rigmanden har fremsat trusler om at slukke for Starlink, fordi en ukrainsk diplomat havde fornærmet ham. Siden har han også kritiseret den ukrainske modoffensiv. I praksis viste episoden sidste år, at Elon Musk trak sine egne grænser på landkortet ved at definere Krim som russisk interessesfære på trods af halvøens status ifølge international lov. Det skete på trods af protester fra det land, han hævdede at hjælpe, men som ikke spiller nogen kommerciel rolle for hans virksomheder. I Israels krig faldt rigmandens terninger anderledes. Han besøgte landet og trak en grænse, som Israel fik lov til at definere, mens Elon Musk til gengæld fik noget, der kunne bruges til at redde hans image fra beskyldninger, der kostede på bundlinjen. Nye grænser Begge eksempler viser, hvorfor verdens rigeste mand blev modtaget som en statsmand i Israel. Elon Musk og andre techbosser udøver en magt – nu også i væbnet konflikt – som traditionelt har tilhørt stater, skriver Audrey Kurth Cronin i sin gennemgang af det sikkerhedspolitiske skred. »Spørgsmålet om, hvem der vil vinde en fremtidig krig, afgøres ikke kun af Ruslands væbnede styrker – eller af de amerikanske eller kinesiske – fordi politik og fremfærd fra techgiganterne vil påvirke dem alle,« skriver Audrey Kurth Cronin. Det er ikke uset i historien. I det 18. århundrede opretholdt handelskompagniet English East India Company private hære og kontrol med store landområder, og under den Kolde Krig investerede det amerikanske militær heftigt i samarbejder med virksomheder fra IBM til Boeing. Men teknologiens natur har i dag flyttet magt ud af staternes hænder, skriver Audrey Kurth Cronin. Da IBM udviklede de første transistorer til brug til sporing af fjendtlige missiler i 1959, ejede IBM ikke sporingsdata fra missilerne, og IBM opbevarede dem ikke på deres servere, sådan som virksomheden Palantir gør i dag. Og da amerikanske NASA begyndte at samarbejde med Boeing om rumfart, så var der ingen private virksomheder, der selv kunne sende astronauter i rummet, som Elon Musks Space-X gør. Derfor er det langt fra bare Musk, der fører sig frem som en statsmand. Både Musk og Apples topchef, Tim Cook, mødte Kinas præsident, Xi Jinping, tidligere på måneden, mens topchef Sam Altman fra giganten inden for kunstig intelligens OpenAI blev hyggeinterviewet af den britiske premierminister, Rishi Sunak. Musk er bare en type, der udstiller sin magt på en meget åbenlys måde. Og når man opfører sig som en politisk aktør, så får man også reaktioner som sådan. Paris’ borgmester, Anne Hidalgo, kaldte forleden X for et »masseødelæggelsesvåben mod demokratiet« og en »verdensomspændende kloak«, hvorefter hun lukkede sin konto. Elon Musk forsikrede efter besøget i Israel, at han »bare ønsker fred i verden«. Simon Kruse er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent https://www.berlingske.dk/internationalt/musk-har-bevist-at-han-kan-bestemme-over-krigen-i-ukraine-nu